Danskernes søgeadfærd er under hastig forandring. Google spiller stadig en central rolle, men kunstig intelligens fylder markant mere i den måde, forbrugerne finder information, sammenligner muligheder og træffer beslutninger.
Det viser en ny analyse fra Omnicom Media, der undersøger, hvordan AI påvirker kunderejsen og virksomhedernes synlighed.
Analysen viser blandt andet, at 71% af danske forbrugere har brugt generativ AI, mens 57% bruger en AI-powered platform dagligt. Når danskerne kun må vælge én foretrukken platform til søgning, vælger 21% generativ AI. Det er en markant stigning fra 6% i 2025.
Udviklingen er endnu tydeligere blandt de yngste voksne. Her vælger 31% af de 18-24-årige generativ AI som deres foretrukne søgeplatform, mod 15% i 2025.


På bare 12 måneder er AI dermed gået fra at være et supplement til at blive en reel søgeadfærd for en stor del af danskerne.
De unge søger anderledes
Skiftet er særligt tydeligt blandt de yngste forbrugere.
Blandt alle danskere over 18 år bruger 70% Google som en af de platforme, de oftest anvender til søgning. Blandt de 18-24-årige er tallet 56%.
Samtidig bruger 63% af de 18-24-årige generativ AI som en af deres søgeplatforme, mens 64% bruger sociale medier. Dermed fylder både AI og sociale medier mere end Google som søgeplatforme blandt de yngste. Når danskerne kun må vælge én foretrukken søgeplatform, vælger 58% Google, mens 21% vælger generativ AI. Blandt de 18-24-årige falder Google til 36%, mens generativ AI stiger til 31%.

Fra søgeresultater til anbefalinger
AI ændrer ikke kun, hvor danskerne søger. Det ændrer også, hvordan de søger.
Hvor traditionel søgning ofte giver en liste af resultater, giver generativ AI brugeren et samlet svar, en forklaring eller en anbefaling. Det betyder, at AI i stigende grad hjælper forbrugeren med at afgrænse valgmuligheder, sammenligne produkter og tage næste skridt i kunderejsen.
Analysen viser også, at 54% af danskerne er enige i, at AI sparer tid sammenlignet med traditionel søgning.
For virksomheder betyder det, at kampen om synlighed ikke længere kun handler om placeringer i søgeresultaterne. Det handler også om at blive forstået, nævnt og anbefalet af AI-systemer.
Tillid bliver afgørende
Selvom AI-brugen vokser, er tilliden ikke ubetinget. 43% af danskerne bekymrer sig om nøjagtigheden eller pålideligheden af AI-resultater, mens 42% bekymrer sig om misinformation og deepfakes.
Derfor bliver troværdighed en central del af fremtidens synlighed. Brands skal ikke kun være til stede på de rigtige platforme. De skal også have tydelige svar, dokumenterede budskaber og stærke eksterne signaler som omtale, anmeldelser og ekspertvurderinger.

SEO er stadig fundamentet, men GEO udvider disciplinen
Selvom AI ændrer søgeadfærden, betyder det ikke, at SEO er blevet mindre vigtigt. Tværtimod bygger meget AI-synlighed stadig på det indhold og de autoritetssignaler, som klassisk SEO er med til at skabe.
En analyse fra Accuranker viser, at AI Overviews allerede optræder på cirka hver femte søgning. I Danmark er AIO-andelen særligt høj i:
- Forsikring: 67%
- Finans: 47%
- B2B tech; 40%
- Uddannelse: 32%
- Sundhed: 25%
Til gengæld er andelen lavere i rejser med 20%, lokale services med 16%, underholdning med 15%, e-commerce med 10% og restauranter med 8%
Samtidig viser analysen også, at 70,7% af de danske AI Overview-kilder også placeret i Googles Top 10, mens 47,2% af Top 10-resultaterne bliver citeret i AI Overviews.
Det understreger, at virksomheder ikke skal vælge mellem SEO og GEO. SEO er stadig adgangsbilletten. GEO handler om at bygge videre på fundamentet, så brandet og dets indhold bliver mere sandsynligt at blive nævnt, citeret og anbefalet i AI-genererede svar.
Læs hele rapporten
Rapporten bygger på et globalt Omnicom Media-studie fra januar 2026. Rapporten er understøttet af en undersøgelse af 20.031 respondenter i 17 lande, kombineret med danske data og kvalitative interviews. Der er i alt 1.155 danske respondenter i undersøgelsen. Besvarelserne blev indhentet i perioden fra december 2025 til januar 2026.
Læs hele rapporten her:
Når AI overtager kunderejsen